Slået op d.

Verdens største kaffepause

Verdens største kaffepause

Der skulle også gerne være morgenkaffe at stå op til i fremtiden…

For første gang afholder Fairtrade en international konkurrence, Verdens Største Kaffepause, hvor over 20 lande deltager. Målet er at drikke over 100 millioner kopper Fairtrade-kaffe i løbet af tre dage i maj.

Kaffepausen kommer til at foregå fra fredag den 13. maj til og med søndag den 15. maj.

Formålet med kampagnen er at fortælle, at med en så simpel handling som at drikke en kop Fairtrade-kaffe kan vi alle bidrage til at forandre verden. Vi sætter fokus på kaffebønderne og de klimaudfordringer, de står overfor. Som det er nu, kan kaffebønderne hverken levere samme mængde kaffe eller samme høje kvalitet som tidligere grundet den globale opvarmning. Kaffe har direkte kurs mod at blive en dyr mangelvare forbeholdt de rige. Så ved at deltage i Verdens Største Kaffepause og drikke en kop Fairtrade-kaffe viser vi kaffebønderne, at vi står side om side med dem i kampen mod klimaforandringer.

Der skulle også gerne være morgenkaffe at stå op til i fremtiden…

Verdens bedste gaver støttede op om budskabet og serverede gratis kaffe og te i butikken.

Tak til alle der kiggede forbi butikken og smagte kaffe og te.

Vores mål var at drikke 50 kopper på 2 dage. Det blev til 60 kopper i alt.

Slået op d.

De stærkeste led

Craft Chain Link LTD er en producentgruppe, der bl. andet fremstiller tasker og punge af bananfibre. Den består af 5 mindre grupper, der styres af en direktør hver for sig.

Jeg har aftalt at besøge dem i deres hjemby, Jinjar, der ligger ved Nilens udspring i det sydlige Uganda.

Turen dertil tager 2 ½ time ad en rimelig jævn asfaltvej. Med mig i bilen har jeg Sarah Ndikubwami, der er direktør for den ene producentgruppe.

Undervejs fortæller hun mig lidt om projektet, men også om sig selv og sin familie.

Sarah er 36 år, gift med Mike Kasoola, 42 år og sammen har de 4 børn på 2 ½ , 5, 7 og 12 år.

Sarah er uddannet sekretær og hendes mand er uddannet bogholder. Mike arbejder og forsørger familien. Sarah blev fyret fra Ugandas nationale telefonselskab i 2005, og har siden arbejdet frivilligt med kvindegruppen, der fremstiller kunsthåndværk af bananfibre.

Ud over kvinderne i Jinjarområdet, så brænder Sarah meget for de forældreløse børn. Hun drømmer om at skaffe midler til at starte et børnehjem i Jinjar. Ligesom resten af Uganda, så er der mange forældreløse børn i Jinjar som følge af hiv/aids.

Hun drømmer også om, at projektet skal komme til at sælge så godt og tjene så mange penge, at der kan blive mulighed for at give kvinderne mikrolån, til at starte små husdyrsproduktioner op.

*

Vi ankommer til byen kl. 10 og Sarah viser vej til Craft Chains kontor. Her møder vi 2 af de andre direktører, Flavia Nakisuyi og Margeret Kyemba Kulaba. Flavia er ligesom Sarah uddannet sekretær, arbejdede sammen med Sarah på det nationale telefonselskab, men blev fyret i 2005. Ved siden af sit frivillige arbejde i Craft Chain driver hun et lille privat græsslånings firma.

Margeret er forkvinde for Craft Chain, uddannet administrator på Business school. Driver en lille privat kunsthåndværkforretning i Kampala ved siden af sit frivillige arbejde i Craft Chain.

Kontoret består af et forkontor med et lille skrivebord og et par stole samt et bagkontor hvor der ligeledes er et skrivebord og en telefon.

Her mødes de 5 direktører og udveksler ideer, og her er der også mulighed for at frivillige kan arbejde, hvis de medbringer deres egen computer, for det ejer Craft Chain desværre ikke.

Hver direktør har ansvar for en producentgruppe på 20-25 kvinder, der arbejder hjemme med fremstilling af tasker og punge af bananfibre. Alle grupperne mødes 1 gang om måneden for at indsamle og afregne for produkterne samt diskutere produktudvikling.

Tasker og punge af bananfibre

Kvinderne fletter nogle lange baner af en blanding af bananfibre og palmefibre. Bananfibrene er mørke og palmefibrene er lyse. Det giver den smukke kombination af mørke og lyse striber, som ses på  taskerne og pungene.

De flettede baner syes fast omkring en form af pap, der danner tasken eller pungens form. Der syes et for af sort silke indvendig i taskerne og pungene, og til sidst syes lynlås i. Alt bliver syet i hånden med fine små sting.

Håndarbejde i Bidwa

Da vi har talt længe på kontoret, må Margeret af sted til hospitalet med sin 5 mdr. gamle søn, der har malaria. Han har siddet hos barnepigen i bagkontoret og sovet under vores samtale, men nu er han vågen og tydeligt medtaget af feber.

Vi andre finder et meget moderne cafeteria, hvor de serverer en buffet bestående af alle de traditionelle retter i Uganda; matoke (bananmos), ugali(majsmos), bønner i tomatsovs, gedestuvning, kylling i karry, fisk, råkost af kål og grøn salat.

Jeg holder lidt igen med matoken og bønnerne, min mave rumler allerede ved synet. 2 uger på denne kost kan virkelig få tarmene i gang.

Efter frokosten går vi en tur rundt i byen og ender ved den store rundkørsel i udkanten af byen. Her ligger Craft Chains lille turistforretning. En ung pige, Mariam, arbejder i forretningen der har åbent et par timer hver dag.

En lille gruppe kvinder for Flavias grupper, er mødt op i dag for at vise hvordan de fletter taskerne og pungene.

Alle kvinderne i Craft Chain projektet er enten teenagemødre, enlige mødre eller enker. Når de ikke fletter tasker og punge, dyrker de jorden og passer deres familie. De afgrøder, som de ikke selv spiser bliver solgt på det lokale marked. Men det er ikke nogen stor indtægt der kommer ud af det, og derfor har de brug for indtægten fra de flettede produkter, så der kan blive råd til skolegang til børnene, transport og medicin.

Vi slutter besøget på en lille kinesisk restaurant, hvor vi får en kop kaffe og en sodavand.

Her sidder vi og udveksler gode historier om vores liv og arbejde. Sarah, Flavia og Margeret undrer sig meget over vores store behov for at drikke kaffe. Selv drikker de meget sjældent kaffe, fordi de har indtryk af at det er en meget stærk drik, der har alle mulige mærkelige virkninger på kroppen. De fortæller grinende om deres personlige erfaringer med hjertebanken, søvnløshed og svimmelhed efter at have drukket denne stærke drik. Hvordan kan vi danskere holde til det? De fleste af os kan ikke klare sig uden, fortæller jeg. Til sidst vover Sarah sig ud i en kop med meget mælk i. De andre nøjes med en sodavand.

Godt selskab

Jeg undrer mig til gengæld over, at disse 3 veluddannede kvinder arbejder frivilligt i Craft Chain. Hvor er det godt, at der findes kvinder som dem, der har overskud og interesse i at udvikle deres fattige medsøstres livsbetingelser.

Vi siger farvel sidst på eftermiddagen. Det har været et meget oplivende og positivt besøg. Jeg håber ikke det bliver sidste gang, jeg får mulighed for at besøge disse gæve, humørfyldte kvinder. Hvem ved, måske får jeg en dag mulighed for at invitere dem til Danmark, så de også kan opleve hvordan vores frivillige arbejder for at forbedre forholdene for verdens fattige producenter.

Priser på dagligvarer i Uganda

Ris:  2.000 UGS/kg

Kød:  5.000 UGS/kg

Olie: 2.500/ ½ liter

Sukker: 1.800 UGS/kg

Toiletpapir: 500 UGS/mdr.

Mælk: 1.300 UGS/liter

Brænde:  5.000 UGS/ bundt

Trækul: 25.000 UGS/ sæk til 2-4 uger

Tøjsæbe: 2.000 UGS/ 40 cm stykke sæbe

Sæbe til kroppen : 3.000 UGS/ mdr.

Priser på skoleudgifter i Uganda

Børnehaveklasse: 35.000 UGS / 3 mdr.

Indskoling 1.-3. klasse: 40.000 UGS / 3 mdr.

Mellemgr. 4.-5. klasse: 45.000 UGS / 3 mdr.

Overbyg.   6.-7. klasse:  60.000 UGS / 3 mdr.

Blyant:  300 UGS / stk.

Kuglepen: 500 UGS / stk.

Viskelæder:  500 UGS / stk.

Lineal: 500 UGS / stk.

Kladdehæfte:  5.000 UGS/ stk.

Skoleuniform: 15.000 UGS

Sportsuninform: 15.000 UGS

Cardigan: 10.000 UGS

Sko: 3.000 UGS

*
1 UGS = 3 øre

Dagsløn for ufaglært kvinde i Uganda ca. 1500 UGS = 45 kr.

*

Fra mit besøg i Uganda for at besøge 2 fair trade projekter, der blev godkendt som producenter i 2008, hjulpet på vej af Dansk Industri.

Slået op d.

Kampala forever?

Jeg er rejst til Uganda, for blandt andet at besøge 2 nyligt godkendte Fair Trade projekter. Det ene projekt holder til i en forstad til Kampala, Banda. Jeg er spændt på om det vil lykkes mig at finde projektet, og om kvinderne er motiverede til at modtage mig.

Hjemme i Danmark har jeg talt med Vibeke Emborg fra Dansk Erhverv, som har hjulpet disse projekter med at blive Fair Trade godkendt. Hun gav mig mail adresse til Pamela Atim samt mobil nummer. Hun fortalte mig, at Pamela godt kan være lidt tilbageholdende overfor fremmede, så hun vil ringe til Pamela for forvarsle mit besøg.

Tilbageholdende kan man vist ikke netop kalde disse kvinder. Da jeg stiger ud af bilen, kommer en hel gruppe syngende og dansende kvinder mig i møde. Jeg får knus af både Pamela og Anena. Herefter går vi ind under et halvtag, hvor kvinderne forsætter deres sang og dans. Der bliver sunget på både luo og på engelsk; velkommen Annemarie.

Det er ikke lige sådan at blive færdig med syngeriet. Det er tydeligt, at de nyder det, og gerne vil have øjeblikket til at vare så længe som muligt. Et af numrene er flerstemmigt, og jeg tænker, at hvor er det dejligt at de synger sammen, midt i al deres nød og elendighed.

Så holder Karamela velkomsttale for mig, og jeg gengælder ved at fortælle lidt om mig selv og mit arbejde. Alt bliver oversat til luo, sætning for sætning, og der bliver grinet og jublet ind i mellem. Især dag jeg fortæller, at jeg har 1 søn og 1 datter, og lidt senere tilføjer – og 1 mand. Da hyler de af grin. Måske fordi de synes, det er morsomt at jeg nævner ham til sidst, eller måske fordi de synes jeg er heldig at have en mand. Alle kvinder her er enker eller enlige mødre.

Så sætter kvinderne sig ned på gulvet, med små børn og papirsperler i skødet. Der er mødt 112 op i dag, men hele gruppen består af 284 kvinder. Normalt sidder de hjemme og fremstiller perlerne ind imellem madlavning og børnepasning.

En gang om måneden mødes de her under halvtaget og afregner for de perler som de har fremstillet. Taler om deres problemer og samler lidt penge ind hvis der er nogen, der har særligt behov for hjælp til medicin eller skolepenge.

Pengene tjener de ved at fremstille perler af strimler af kulørt papir fra ugeblade og plakater. Det er ikke alle, der er skrappe til at klippe strimlerne pænt ud, så det er der nogle bestemte kvinder, der gør.
Ideen til at fremstille perlerne har de fået af en islandsk missionær, Florence, der arbejdede i Kampala i 2003. Siden har de forbedret perlernes udseende og er nu også begyndt at bruge vandbaseret lak fra Sadolin, i stedet for den stærkt lugtende ikke-vandbaserede som de brugte i starten.

Jeg forklarer dem, at det er meget vigtigt, at de kun bruger den vandbaserede lak, fordi den anden er skadelig for dem at indånde og for huden at komme i berøring med. Vores kunder i Danmark bryder sig desuden heller ikke om at gå med en perlekæde, der lugter af lak. De nikker anerkendende.

Vi kommer langt omkring i vores samtale; hvad drømmer de om, hvad forventer de af Fair Trade samarbejdet, hvor kommer pengene fra når de ikke kan sælge perler og hvor kommer alle de små børn fra? Her bliver der igen grinet højt. Det er jo mændene, når de vil, så vil de altså.  Men de bliver sjældent hængende længe nok til at forsørge, de børn der kommer ud af kæresteriet. Så det står kvinderne for. Kunne de ikke bare nægte at føde børn, når nu forholdene er så elendige. Stille krav til mændene og vente på bedre tider. Nej, vi kan ikke leve uden børnene, siger de. Så går livet jo helt i stå.

De drømmer om en tur rundt i landet. De har aldrig set andet end det tørre nord, hvor de kommer fra, og så Kampala og den slumby, som de bor i nu. Tænk at køre rundt i bus og se de vilde dyr. Bo i Camps som turisterne gør. Bare én gang.

Og så drømmer de om at forbedre deres fælleshus. 1. prioritet er at få cementeret gulvet, dernæst at få elektricitet, så de kan arbejde og samles om aftenen, og til sidst nogle stole og borde at sidde og arbejde ved.

Der er rigtig mange forventninger til Fair Trade samarbejdet. De ønsker at vi bestiller perlekæder fast 1 gang om måneden, så de har en stabil indkomst. Gerne 50.000 halskæder om måneden. Så ønsker de hjælp til at bygge deres organisation op. Økonomistyring og computerkurser. Og hvad med mikrolån og lægehjælp.

Jeg forklarer, at jeg ikke kan love dem noget. Men at jeg er kommet for at høre deres historie, så jeg kan fortælle den videre til vores butikker derhjemme. Og for at fortælle dem hvad vi forventer af deres produkter, så vi kan sælge dem til en god pris i butikkerne. Hvilke farver vores kunder foretrækker, at lakken skal være vandbaseret, og at der skal være sprøjtet mod insekter i kasserne før de sender varerne af sted til os. De nikker anerkendende.

Og så tilbage til pengene. Hvordan skaffer de penge, når de ikke har nogle ordre på perlekæder? Nu venter der mig et mindre chok; De bryder sten i stenbruddet ved siden af, når de ikke kan skaffe penge til mad og skole. En plastikdunk på 10 liter giver 100 UGS = 0,30 kr. Hvis de knokler rigtigt hårdt kan de lave 10 af disse dunke på en dag, dvs. 3 kr.

Jeg er rystet. Det er jo ikke kvindearbejde at sidde og bryde sten. Jeg beder dem: vil I ikke nok lade være med at bryde sten, men kun lave perlekæder. Det vil de rigtig gerne, men som Pamela siger; man kan ikke hvile på en tom mave.

Til sidst bliver jeg vist rundt i deres slumby, hvor der bor omkring 10.000 mennesker. Her er alt hvad der normalt er i en lille by. Skole, fællestoiletter, små boder, en lille bar – hvor mændene hænger ud, og et lille marked. Og så selvfølgelig Bidwa projektets fælleshus og kontor.

Organisationen Bidwa

Fælles perler

Bestyrelsen består af 9 medlemmer, inklusiv 1 kasserer og 1 forkvinde. Pamela Atim, 35 år, forkvinde for Bidwa. Kom til Kampala i 1990 sammen med sin mor og 5 søskende. Pamala har overtaget rollen som forkvinde efter sin mors død i 2007. Hun er ugift og har ingen børn.

Karamela, alder ?, kasserer i Bidwa. Kusine til Pamelas mor. Kom til Kampala før 1990 som en af de første fra Attaik i Norduganda.

Anena Beatrice, 40 år, medlem af bestyrelsen. Kom til Kampala i 1994. Hendes mand er sekretær. De har 4 børn. Anena er hiv-positiv, men alle 4 børn er raske.

Babara Atim, alder ?, medlem af bestyrelsen. Kom til Kampala i 1995.

Flugten fra Norduganda til Kampala

Pamela fortæller hvordan de flygtede sammen med moderen i 1986 fra Attaik, der ligger ved grænsen til Sudan.

Forinden havde rebellerne dræbt hendes far, og moderen forlod deres hjem med sine 6 børn. De blev transporteret til byen, Gulu, i en militær lastbil. Herfra kørte de videre til en slægtning i Masinde, hvor de boede fra 1986-1990.

I 1990 rejste de videre til Kampala, ned til moderens kusine, Karamela, der havde bosat sig i en slumby i udkanten af Kampala.
I dag er 3 børn stadig i Kampala, 1 er død og 2 er taget til Sudan. Moderen døde i 2007.

Pamela fortæller mig senere, da vi går rundt i slumbyen, hvorfor hun ikke selv har stiftet familie. Hun havde haft ansvar for så mange mennesker i hele sit liv, så hun troede ikke hun havde overskud til at stifte familie. Desuden havde hun ikke tænkt sig at blive i Kampala for evigt. Hun følte et stort ansvar for Bidwa-gruppen, men kunne godt tænke sig et andet liv på et tidspunkt.

Da jeg spurgte hende om hun kunne forestille sig at vende tilbage til Norduganda, rystede hun på hovedet. ”Vi tror ikke på freden”, sagde hun. ”Vi har før oplevet fredelige perioder, men når vi så vendte tilbage til vores marker og dyrkede jorden i en sæson, som kom rebellerne tilbage og stjal høsten fra os.”

*

Dette var en beretning fra en af mine rejser for nogle år tilbage (2008).